Psykiatriloven (LBK nr. 1045 af 18/09/2024). Tvang er altid sidste udvej, og alt skal i tvangsprotokollen.
- § 4 Mindste middel
- Tvang må ikke bruges, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Tvangen skal stå i rimeligt forhold til formålet og være så skånsom som muligt, og mindre indgribende tiltag skal bruges, hvis de er nok. Efter enhver tvang skal patienten tilbydes en samtale.Som sygeplejerske: Prøv altid samtale, ro og frivillighed først, og dokumentér det.
- § 5 Frihedsberøvelse
- Tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse kræver, at patienten er sindssyg (eller i en tilstand, der ligestilles hermed), og at det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve, fordi udsigten til helbredelse ellers forringes væsentligt (behandlingskriteriet, de gule papirer), eller fordi patienten er til nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre (farlighedskriteriet, de røde papirer).Som sygeplejerske: Observér og dokumentér præcist det, du ser og hører. Det indgår i lægens vurdering.
- § 6 og § 7 Tvangsindlæggelse
- En læge undersøger patienten og afgør, om tvangsindlæggelse er påkrævet. Indlæggelsen sker på en lægeerklæring fra en læge, der ikke er ansat på den afdeling, patienten indlægges på. Politiet iværksætter indlæggelsen.Som sygeplejerske: Tag imod patienten roligt, informér om rettighederne, og sørg for, at der beskikkes en patientrådgiver.
- § 10 Tvangstilbageholdelse
- En patient, der er indlagt frivilligt, skal tilbageholdes, hvis overlægen finder, at betingelserne i § 5 er opfyldt.Som sygeplejerske: Vil en frivilligt indlagt patient gå, og er du bekymret: kontakt lægen straks.
- § 12 Tvangsbehandling
- Kun over for patienter, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse. Overlægen træffer afgørelsen og bestemmer, om der må bruges magt. Patienten skal have en passende betænkningstid, højst 3 dage. Der bruges afprøvede lægemidler i sædvanlig dosis med færrest mulige bivirkninger.Som sygeplejerske: Giv kun tvangsmedicin efter overlægens afgørelse, og observér virkning og bivirkninger tæt.
- § 14 til § 16 Tvangsfiksering
- Kun bælte, hånd- og fodremme og handsker. Kun kortvarigt og når det er nødvendigt for at afværge nærliggende fare for patienten selv eller andre, grov forulempelse af medpatienter eller betydeligt hærværk. Overlægen beslutter efter at have tilset patienten. Er det uforsvarligt at vente, kan sygeplejepersonalet selv fiksere med bælte ved fare, men skal straks tilkalde overlægen. En patient i bælte skal have fast vagt.Som sygeplejerske: Som fast vagt observerer og beskriver du patientens tilstand løbende og objektivt. Arbejd hele tiden mod, at fikseringen kan ophøre.
- § 17 Fysisk magt og beroligende medicin
- En indlagt patient kan fastholdes og om nødvendigt føres til et andet sted på sygehuset, når betingelserne for fiksering er opfyldt. Er det afgørende for en meget urolig patients bedring, kan lægen bestemme, at patienten med magt skal have et beroligende middel.Som sygeplejerske: Brug mindst mulig magt så kort tid som muligt, og vær flere, så det sker sikkert.
- § 18 d Personlig skærmning
- Et eller flere personalemedlemmer er konstant i umiddelbar nærhed af patienten. Uden samtykke kun i det omfang, det er nødvendigt.Som sygeplejerske: Skærmning er også omsorg: brug tiden til kontakt og ro.
- § 20 Tvangsprotokol
- Al tvang skal skrives i afdelingens tvangsprotokol med indgrebets indhold og begrundelse.Som sygeplejerske: Dokumentér tidspunkt, hvad der skete, hvad der blev prøvet først, og begrundelsen.
- § 24 Patientrådgiver
- Der beskikkes en patientrådgiver for enhver, der udsættes for tvang som tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tvangsbehandling, fiksering, fysisk magt eller beroligende medicin med magt.Som sygeplejerske: Fortæl patienten om retten til en patientrådgiver og til at klage.